Sider

torsdag den 3. december 2015

Hæklet mus

Puha, hvor tiden dog flyver...
Heldigvis er den blandt andet blevet brugt på flere hæklerier, og planlægning af en anderledes julekalender til min søn. Den vil jeg fortælle mere om, i et andet indlæg.

Men først skal i hilse på denne lille fyr, som jeg hæklede i efteråret inden den skulle ud og samle ind til sit vinterforråd.


De fleste har hørt om egernet og dens vinterforråd, som den gemmer i hule træer, men vidste i at musen også samler ind til vinter? Musen samler frø fra grankogler og nødder, f.eks. agern, bog, og hassel, som den gemmer rundt omkring i underjordiske huler den selv graver.

Det kan ske at musen glemmer nogle af disse huler, at den bliver ædt af et rovdyr eller på anden vis dør, og at nødderne, f.eks. fra bøg, i stedet for at blive spist, begynder at spire og vokser sig op til flere træer, der står meget tæt sammen, og som nærmest ligner ét træ med flere stammer. Disse træer kaldes for musebøg.
Dette billede af en musebøg
er fundet på Naturstyrelsen hjemmeside

Opskriften på den lille søde mus er fundet hos Tulle Momsemor.

lørdag den 17. oktober 2015

Havregrynskager med kokos

Med udgangspunkt i denne opskrift fra Foodinmybelle, har jeg fået fiflet mig frem til de bedste havregrynskager, jeg har smagt til dato!

Jeg har aldrig brudt mig om de flade og tørre havregrynskager fra butikkerne, som nærmest smuldrer  i hænderne ved den første bid. De havregrynskager som denne opskrift fremtryller, er til gengæld velsignet med en lækker blød og konfektagtig indre, under en knasende sprød overflade.

Ingredienser:
100 g. blødt smør
100 g. sukker
100 g. brun farin
1 æg
100 g. hvedemel
½ tsk. natron
1 knsp. salt
100 g. havregryn
100 g. kokosmel

Fremgangsmåde:
Bland smør, sukker og brun farin. Tilsæt ægget og rør godt. Tilsæt resten af ingredienserne og bland/ælt til en jævn masse. Fordel dejen i 32 klatter og tryk dem let flade.

Kagerne bages i en forvarmet ovn ved 180 grader varmluft i ca. 7 minutter, eller til de har fået en mørkere gylden farve i kanten.

torsdag den 15. oktober 2015

Så er jeg tilbage!

Ja, som overskriften siger, så er jeg nu tilbage efter længere tids pause fra bloggen. De sidste 2 år har været præget af lidt af hvert, og derfor har bloggen ikke lige været første prioritet. Ja, i længere perioder har den faktisk været helt glemt.

I al den tid har der løbende været en masse nye tanker og ideer til, hvad jeg vil med denne blog, og i sidste ende er jeg kommet frem til, at jeg hellere vil dele nogle af de små ting, som jeg elsker i en ellers hektisk hverdag, fremfor madplaner og vurderinger af diverse opskrifter. Mine fotografiske evner kan alligevel ikke leve op til alle de lækre madblogs, der allerede er at finde ude i blogland. ;)

I stedet vil jeg dele nogle af de aktiviteter, som jeg laver med min søn, der, ligesom jeg, nyder at være ude i naturen. Bagning ligger også højt på listen over ting der gør mig glad, og især i eksamensperioderne kan der godt blive produceret og fortæret en del kage. Jeg har også en mere kreativ side, som jeg desværre kun sjældent får prioriteret højt nok til, at få lavet noget færdigt. Jeg er ellers meget alsidig, og bliver hurtigt meget inspireret når jeg ser, hvad andre har kreeret. Især hækling vil jeg gerne gøre mig mere i.

Kort sagt, vil bloggen med tiden komme til at indeholde sjove ideer til naturaktiviteter med børn,  opskrifter på diverse bagerier til den brødflove og lækkerier til den søde tand, samt et lille indblik i mine kreative sysler.

Ja, så er der vist ikke så meget mere at sige, udover at jeg ser frem til igen at være aktiv på bloggen, som jeg håber kan inspirere til leg og hyggelige stunder, i en ellers travl hverdag.
//Spiretoppen